Det blev trædrejning

Lone har siden 2016 arbejdet med trædrejning som en del af et genoptræningsforløb og arbejdsprøvning efter et biluheld i 2015. Nye veje skulle trædes. Trædrejning fangede interessen, evnerne var til stede og sådan blev mødet med håndværket trædrejning startskudet til vores lille firma.

1. Sept 2018 blev Drejerinden og Værkstedsfejeren en realitet. Vi producerer kunsthåndværk i eget navn, har indgået samarbejde med andre dygtige kunsthåndværkere så vi i butikken både forhandler produkter som er trædrejet, sølvsmedning, strik, væv, drejet i keramik og andre lækre sager lavet af dygtige hænder.  

Vi har opbygget et trædrejerværksted i Ejlby gamle forsamlingshus og har vores lille værkstedsbutik i Ejlby gamle Brugsforening lige ved siden af.  

Vores tilgang til arbejdet med træ er så vidt mulig bæredygtig. Vi upcycler gamle stole, borde og gelændre. Vi køber fraskær fra møbelproduktion og forbruger derfor minimalt nyt træ. Vi håndmaler vores figurer her på værkstedet og forsøger dermed at gøre alt så lokalt og analogt som muligt. 

 

 

 

Kærlighed til materialet

I Drejerinden & Værkstedsfejeren har vi kærlighed til materialet og det gamle håndværk. En del af det træ vi udfører vores kunsthåndværk i, har en forhistorie og var brugt i en anden sammenhæng. Vi synes at det giver mening at benytte det materiale som har haft et andet liv, eller måske er blevet kasseret fordi det er gået af mode eller ikke bliver brugt mere. Dermed giver vi godt og smukt materiale nyt liv. Nogle historier er selvfølgelig mere interessante end andre. 

Lysestager som vi kalder 'FEDE BERTHA' er en af de historier der bør fortælles og som både rummer tragedie og nye potentialer.  Fede Bertha er navnet, da træet stammer fra vores elskede gamle ombyggede fiskekutter fra 1913. Båden sank desværre på en sejltur hjem fra Århus i 2016 og Lone og Anders fik sig en svømmetur i Århus Containerhavn. Bertha stod ikke til at redde og med Anders kendskab til materialers kvalitet insisterede han på at tage en del af båden med hjem.

Senere begyndte Lone med trædrejning og nu er der et godt lager til at lave smukke unikaprodukter af. Lysestagerne er lavet i et kølstykke og har sin smukke sorte nuancer fra havets indgriben i egetræet. Smukt, blåsort og gyldent eg i vidunderlig forening. Lysestagerne er Unika produktion og en gave til Skipper Anders, men når tiden kommer, vil der bliver produceret flere unikaprodukter.